Tvister i byggeriet: Kompleksitet, samarbejde og effektiv tvistløsning

Byggeprojekter bliver stadig større og mere komplekse, og konfliktniveauet følger med. Med afsæt i erfaringer fra både advokatbranchen og en af Danmarks største bygherrer deler partner Pedram Moghaddam fra Lund Elmer Sandager og chefjurist Thue Bay Jørsel fra Byggeri København, Københavns Kommune, deres perspektiver på, hvordan tidlig juridisk inddragelse, tværfagligt samarbejde og effektiv tvistløsning kan reducere omkostninger og skabe mere smidige byggeprocesser.

Byggeriet er et af de mest komplekse og konfliktfyldte erhverv. Det involverer mange aktører – entreprenører, bygherrer, arkitekter, ingeniører, bygherrerådgivere, myndigheder og leverandører – og rummer altid et element af uforudsigelighed. 

Selvom AB-systemet og øvrige reguleringer har etableret rammerne for samarbejdet, opstår konflikter stadig, og konfliktniveauet er fortsat meget højt i byggeriet. 

Som advokat og partner i Lund Elmer Sandager med speciale i entrepriseret, og chefjurist hos en af Danmarks største bygherrer, Københavns Kommune, har vi gennem årene observeret mønstre og løsninger, som kan hjælpe branchen med at håndtere uenigheder mere effektivt og omkostningsbevidst.

Øget konfliktniveau og kompleksitet

Data og erfaring peger tydeligt på et stigende antal konflikter og konfliktvolumen. Tekniske rådgivere bliver desuden i stigende grad involveret i konflikterne, hvilket blandt andet hænger sammen med de ændrede roller i AB-systemet samt øgede lovkrav og dokumentationsforpligtelser. 

Projekternes kompleksitet er øget markant, hvilket også betyder, at konflikterne har sit udspring i flere forhold, herunder sammenspillet mellem kontrakterne og de involverede aktører, projektdokumentation og konditionsmæssig udførelse af entreprisen.

Projekternes kompleksitet er øget markant, hvilket også betyder, at konflikterne har sit udspring i flere forhold, herunder sammenspillet mellem kontrakterne og de involverede aktører, projektdokumentation og konditionsmæssig udførelse af entreprisen.

Sagsgenstanden i voldgiftssager illustrerer tydeligt denne udvikling: Fra ca. 3,3 mia. kr. i 2013 til omkring 27 mia. kr. i 2025. Det afspejler efter vores opfattelse, at projekterne er blevet større, mere komplekse, og involverer flere aktører, hvilket øger risikoen for tvister.

Samtidig overraskes nogen stadig over, at konflikter opstår undervejs under både projekteringen og udførelsen af byggeriet, når ekstraarbejder, ændrede projektforudsætninger eller nye krav dukker op. Her viser erfaringen, at tidlig inddragelse af ikke blot byggeriets parter, men også af den entrepriseretlige ekspertise, kan gøre en afgørende forskel.

Tidlig juridisk inddragelse og relevant ekspertise

Tvister kan aldrig helt elimineres i byggeriet, men deres omfang og konsekvenser kan reduceres. 

Tvister kan aldrig helt elimineres i byggeriet, men deres omfang og konsekvenser kan reduceres.

Vores erfaring siger med al tydelighed, at tvister løses mest effektivt og omkostningsbesparende, når de håndteres tidligt og med tidlig inddragelse af entrepriseretlige specialister. 

Tidlig inddragelse af de entrepriseretlige eksperter i byggesagen giver en bedre forståelse af byggeriet fra start, og gør det muligt at identificere risici, sikre korrekt dokumentation og en løbende håndtering af konflikterne. Det skaber både forebyggende effekt og mulighed for smidig håndtering af konflikter, når de opstår. Selv for en god brandmand kan det være svært at slukke en brand, der har taget fat. 

Den mest omkostningseffektive anvendelse af juridisk ekspertise sker, når den integreres som en naturlig del af byggesagen.

Den mest omkostningseffektive anvendelse af juridisk ekspertise sker, når den integreres som en naturlig del af byggesagen.

Strategiske partnerskaber mellem advokater, in-house jurister, tekniske rådgivere og entreprenører skaber en løbende dialog, bedre kommunikation, tidlig afdækning af risici og sikring af dokumentation. Det indebærer, at konflikthåndtering ikke kun bliver en reaktiv aktivitet men en planlagt del af projektets budget og proces. Det skaber en kultur, hvor tvister ikke kun ses som problemer men som en naturlig del af komplekse projekter, der kan håndteres systematisk. 

Ved at indtænke juridisk rådgivning og afsætte midler til konflikthåndtering fra begyndelsen, bliver nødvendige juridiske tiltag en naturlig del af projektets økonomi, snarere end en uforudset ekstraomkostning.

Ser man på data fra Voldgiftsnævnet, kan det også konstateres, at indarbejdelse af reglerne om hurtig afgørelse har haft en positiv effekt på en tidlig løsning af konflikterne inden de konsolideres til tunge og længerevarende voldgiftssager – selvom der dog fortsat er plads til forbedring i forhold til kvaliteten af de hurtige afgørelser. Data fra Voldgiftsnævnet viser nemlig, at 68% af opmandsafgørelserne accepteres af parterne. En stor portion af de 32% der ankes til voldgift, ender i et forlig mellem parterne inden gennemført hovedforhandling.

Ved at indtænke juridisk rådgivning og afsætte midler til konflikthåndtering fra begyndelsen, bliver nødvendige juridiske tiltag en naturlig del af projektets økonomi, snarere end en uforudset ekstraomkostning.

Kommunikation på tværs af fagligheder 

En udfordring vi ofte oplever er, når byggeriets parter inddrages uden at have det nødvendige kendskab til byggeriets praktiske realiteter eller uden at have kendskab til den nødvendige entrepriseretlige specialviden. 

Tvisterne bliver ikke nemmere at løse, når interne eller eksterne jurister er generalister, eller når byggeriets øvrige parter forsøger at agere som ”entrepriserets-specialister.” Det understreger efter vores opfattelse vigtigheden af tydelig rollefordeling og samarbejde på tværs af specialiserede fagligheder.

Samtidig viser erfaringen, at effektiv tvistløsning ikke kun handler om jura. Kommerciel forståelse, pragmatisme og evnen til at finde løsninger, der gavner projektets overordnede mål, er afgørende. Dette kombineret med juridisk ekspertise skaber de bedste forudsætninger for smidige, omkostningseffektive løsninger.

Advokater og interne jurister skal derfor ikke kun være eksperter i entreprisejuraen, men også have kommerciel forståelse og evne til at navigere i byggebranchens dynamik. 

Advokater og interne jurister skal derfor ikke kun være eksperter i entreprisejuraen, men også have kommerciel forståelse og evne til at navigere i byggebranchens dynamik.

Tvister løses sjældent kun med juridiske paragraffer; ofte kræver det et vist købmandskab, pragmatisme og forståelse for projektets overordnede mål. Dette er ikke noget, man lærer på jurastudiet, og det er heller ikke altid medfødt. 

Afsluttende refleksioner 

Tvister vil altid være en del af byggebranchen, både store og små. Kompleksiteten, flere aktører, tekniske krav og løbende lovreguleringer gør, at risikoen aldrig kan elimineres helt. 

Det er vores opfattelse, at tidlig inddragelse af relevante specialist fagligheder – juridiske som tekniske – kombineret med kommerciel og faglig specialiseret forståelse skaber de bedste forudsætninger for konfliktløsning. 

Ved at arbejde strategisk med tidlig inddragelse af entrepriseretlig specialistviden og samarbejde på tværs, kan branchen reducere både omkostninger og konfliktniveauet betydeligt. 

Tvister er ikke et tegn på et usundt marked, men er en naturlig del af komplekst byggeri. Hvordan vi håndterer dem, afgør hvor effektivt og bæredygtigt byggeriet bliver – både økonomisk og relationelt.

Vil du vide mere?

Ønsker du sparring om håndtering af tvister i byggeriet eller om, hvordan tidlig juridisk inddragelse kan skabe mere effektive byggeprojekter, er du velkommen til at kontakte Pedram Moghaddam eller Thue Bay Jørsel.